Homøopati er læren om, hvorledes små impulser kan påvirke kroppens celler, understøtte kroppens afgiftning og aktivere dens evne til selvhelbredelse.
Der er helt grundlæggende forskelligheder mellem homøopati og konventionel medicin.
Samuel Hahnemann (1755-1843), læge, naturvidenskabsforsker og homøopatiens grundlægger, sagde om Homøopati
”Fordi den er uden bivirkninger, ikke belaster kroppen og stimulerer kroppens selvhelbredende kræfter”
Konventionel medicin tager sit afsæt i det, man kalder organ-patologisk sygdomsforståelse, hvor sygdommen udgøres af symptomer og sidder der, hvor symptomerne er.
Dermed bliver sygdommen en tilstand i sig selv.
Homøopati tager udgangspunkt i den holistiske forståelse af sygdommen, det vil sige det samlede sygdomsbillede. Sygdommen er således ikke en tilstand i sig selv, men derimod et fravær af sundhed. Bliver kroppen udsat for en større belastning, end den har kapacitet til at forvalte, så vil der opstå ubalancer. Ubalancer fører før eller siden til sygdomsudvikling.
Homøopatien har ligeledes følgende principper:
Similia similibus curentur – Lige skal helbredes med lignende.
Doses minimae – Anvend altid mindst mulige dosis.
Experimenta in homini sano – Lægemidlerne skal være afprøvede på raske mennesker.
Samuel Hahnemann bliver opmærksom på at syntetisk medicin medfører bivirkninger og at lidelserne kan blive indkapslet og skubbet længere ind i kroppen. Denne sygdomsudvikling ser vi stadig i dag ved brugen af syntetiske medicin.
Syntetiske lægemidler har en symptomdæmpende virkning. Eller sagt med andre ord, de nedsætter funktionen af kroppens egne forsvarsmekanismer, derved undgås symptomerne, men sygdommen forsvinder ikke. For at opnå den symptomdæmpende virkning må de som regel tages i så store doser, at der kan fremkomme ubehagelige eller ligefrem skadelige bivirkninger.
Homøopatiske lægemidler derimod, skal stimulere kroppens livskraft. De arbejder sammen med kroppens egne processer. De har ingen bivirkninger.
I visse tilfælde, kan der dog forekomme førstegangsforværring ved indtag af homøopatiske midler. Denne førstegangsforværring er typisk et udtryk for, at midlet har aktiveret en helbredelsesproces i kroppen. I så fald nedsættes dosis af det homøopatiske middel eller man holder en pause i 1-2 dage.
Homøopatien tager udgangspunkt i to principper:
Lighedsprincippet og potenseringsprincippet.
Samuel Hahnemann fandt via eksperimenter frem til, at hvis han gav midler fra planteriget, dyreriget, mineralriget eller humanriget i større mængder til raske mennesker, bliver de syge.
Gav man derefter det samme middel i meget små mængder, bliver de raske igen.
Heraf udspringer det vigtige lighedsprincip, at lignende helbreder lignende, hvilket er kernen i homøopatien.
Et homøopatisk middel fremstilles ved en fortyndingsproces, som kaldes potensering. Det betyder, at midlet fortyndes adskillige gange og mellem hver fortynding rystes eller bankes midlet gentagne gange.
Jo større fortynding jo større styrke, da fortyndingen forøger midlernes virkning ved at aktivere kroppens eget forsvarssystem.
Homøopatiske lægemidler udvindes af stoffer fra plante-, mineral- og dyreriget. Homøopatiske lægemidler fremstilles under farmaceutisk kontrol på samme måde som konventionelle lægemidler
Potenseringsprincippet er en fortyndingsproces af det pågældende middel.
De forskellige potenser kaldes som oftest enten D eller C -potenser.
- D-potens = 1 del af et middel (kaldet ur-tinktur. Den opløses i 9 dele vand, blandingen rystes/bankes og vi får en D1 potens.
- Hvis 1 del af denne D1 potens opløses i 9 dele vand, som rystes/bankes får vi en D2 potens osv.
- C-potens – den samme proces som beskrevet ovenfor, men her opløses 1 del af stoffet med 99 dele vand, rystes/bankes for at give en C1 potens osv.